Hvorfor brugerbetaling i k-afdelingen
For svømmerne i konkurrenceafdelingen er der en del brugerbetaling. Dvs. beløb som ud over kontingentet skal betales i løbet af sæsonen. Dette fordi, konkurrenceholdet - udover de mange timer i bassinet i Haslev - deltager i mange aktiviteter, som  alle koster penge. 
  • Stævner koster penge: Der skal betales startgebyr, hver gang en af vore svømmere hopper vandet (typisk 50-60 kr. pr. start og ca. 100 kr for en holdkap). 
  • Desuden skal vi ved hvert stævne - udover træneren og en evt. holdleder - også medbringe min. to voksne som kan være officials. For at være official skal man have gennemgået en eller flere officialuddannelser (til mellem 400 og 1400 kr.), som også betales af klubben. 
  • Der er ved 2-dages stævner desuden udgifter til kost og logi, samt transport.
  • Hertil kommer en eller flere træningslejre i løbet af sæsonen, hvor der er udgifter til transport, kost, logi, trænerløn og leje af svømmehal.

I alle disse aktiviteter er der rigtig mange timers arbejde og derfor vil også den samlede udgift til trænerne være større på k-holdene. En konkurrencesvømmer i Haslev Svømmeklub koster typisk 10.000 kr. om året for klubben. Det er ikke meget i forhold til en k-svømmer i en stor klub som fx Køge, men det er alligevel en sjat penge, som slet ikke kan finansieres af kontingentet alene.  

Hvor og hvornår er der brugerbetaling?
I forbindelse med stævner, træningslejre, overnatningsstævner, supplerende træning i fitnesscenter og forskellige hygge-arrangementer er der altid en vis egenbetaling.

Hvor meget brugerbetaling er der?
Størrelsen af brugerbetalingen varierer fra år til år. Den bestemmes af prisen på aktiviteterne og af k-afdelingens samlede budget, som fastsættes af bestyrelsen hvert år før generalforsamlingen i februar. Og selvfølgelig er det sådan, at jo mere den årlige sponsorsvømning indbringer og jo flere aktiviteter, der kan klares af frivillige forældre, desto billigere bliver det.

Hvordan betales der?
Der betales med Dankort på klubbens hjemmeside under menupunktet Event  

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram